Kender du det: Man har en opgaveliste, som selv den største tidsoptimist ikke kan acceptere som realistisk for én dag? Og så tænker man, snedig, som man er: “Hvis jeg nu skynder mig …”? Her er tre dogmer til en anden (og bedre) strategi.
Hvad der sker, når jeg skynder mig
Du kender sikkert, det der med at opgavelisten er længere, end hvad du reelt kan nå? Og i så fald kender du sikkert også det med at forsøge at tackle opgave-overloadet ved at sætte tempoet op? Den indre tidsoptimist vinder med andre ord over tids-realisten.
Det virker bare aldrig rigtigt, gør det vel?
Det virker i hvert fald ikke for mig. Det eneste, jeg får ud af det, er, at jeg bliver møg-stresset, sjusker og når mindre, end jeg ellers ville have nået. Jeg laver også flere fejl. Som jeg så skal bruge ekstra tid på at rette …
Ikke så meget desto mindre gør jeg det igen og igen. Skynder mig, altså.
What the fluff!?
Jeg skynder mig, fordi jeg – ironisk nok – er ret god til at tidsestimere konkrete opgaver. Jeg er også super-god til at prioritere de opgaver fra, som min estimering viser, at der ikke er plads til. Og derfor tror jeg selvfølgelig, at mine planer og lister (som jeg i øvrigt elsker, tak) er hamrende realistiske.
Det er de bare ikke.
Lige så god, som jeg er til at tidsestimere opgaver, lige så ekstremt dårlig er jeg til at estimere ‘fluff’: Du ved, de der øjeblikke, hvor man kommer til at stirre ud i luften, tale med sin kollega, brygge en kop kaffe, pille ved en papirclip, gå på toilettet, hjælpe med noget, liiige fixe det og det – alle de der småting, der bare … fylder. Imellem opgaverne.
Så hver evig eneste dag – både på arbejde og i ferier, hvor jeg glad kaster mig ud i alle mulige projekter – bliver jeg overrasket over, hvor meget tid det dér fluff tager. Dermed har jeg stort set aldrig tid nok til de opgaver, jeg regnede med at nå den pågældende dag (og hvad skal man så med korrekt opgaveestimering – ja, jeg spørger bare).
Hvad jeg som tidsoptimist burde gøre
Med mindre tid til de planlagte opgaver føler jeg mig fristet til at skynde mig – for så kan jeg måske nå det hele alligevel? Sådan tænker den indre tidsoptimist, men jeg kan selvfølgelig ikke nå det hele for både opgave og fluff tager den tid, de nu tager.
Jeg har for længst indset (men ikke efterlevet, forstås), at den eneste reelle måde at skære arbejdstiden for en opgave ned er ved at nedjustere enten kvalitet eller omfang af den (gerne begge dele, i øvrigt). Og at jeg samtidig bliver nødt til at gøre plads til fluff.
Hvad jeg nu vil gøre: Tre dogmer til efterlevelse
Så nu har jeg sat mig for – langt om længe – at lade handling følge indsigt. Dermed kan stressen og sjuskeriet blive afløst af tilbagelænet accept af at fluff fylder og har konsekvenser. Har jeg ret?
Jeg underlægger i hvert fald mig selv om mine rutiner for personlig produktivitet med følgende dogmer:
- Jeg må ikke skynde mig.
- Jeg accepterer, at jeg ikke når alt det, jeg gerne vil, fordi der er fluff.
- Når tiden er knap, lader jeg mindre vigtige opgaver vente, og jeg skærer ned på kvalitet og omfang af de opgaver, jeg rent faktisk løser.
Så gemmer der sig vist ikke flere fluffy overraskelser rundt omkring …