Jeg er blevet interviewet til Krifas digitale magasin, hvor jeg udtaler mig – forhåbentlig relativt klogt og sobert – om dét at være introvert på en arbejdsplads.
Jeg har indført et særligt begreb i min dagligdag: Tvungen langsomhed. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, så afstressende det kan være at tvinge sig selv til at bevæge sig i et adstadigt tempo.
Den Stille Revolution er kampen for retten til at søge ro, til at være stille og til at være alene med sig selv – uden at andre sætter spørgsmålstegn ved det. Den Stille Revolution er den danske version af amerikanske Susan Cains initiativ, The Quiet Revolution.
Vil du også gerne have mere tid? Så skulle du måske bruge mindre tid på sociale medier. Lettere sagt end gjort, siger du? Oh, dét ved jeg! Men jeg har nu fundet et par tricks, der kan noget.
Der findes to – og kun to – fornuftige svar, når andre mennesker beder dig om at gøre noget. Det ene er det lille ord ‚nej‛.
Kender du den der fornemmelse af at alting haster? Det gør du nok. Spørgsmålet er bare, hvor ofte du oplever den? Nogle oplever den nemlig oftere end andre. Åbenbart.
Vi fortæller stolt, når vi har travlt. Men hvad nu, hvis travlhed ikke er ensbetydende med, at du er vigtig? Hvad hvis det er tegn på, at du ikke har styr på dine prioriteter?
Som skrigende introvert er det noget nær livsnødvendigt at finde ro i hverdagen. Det er bare ikke altid lige let. Jeg har dog haft nogenlunde held med disse hacks.
Her er vejen til at fokusere på det, der er vigtigt. Du skal bruge de rigtige spørgsmål, et eller flere dødningehoveder og måske/måske ikke en uskyldig, intetanende kollega.
Hvad gør man, når sofaen kalder? Smider alt, hvad man har i hænderne for straks at lægge sig på langs? Eller anklager man sig selv for at være et dovent hundehovede, mens man bider tænderne sammen og knokler videre? Jeg gør det sidste. Men er det nu også dovenskab?