Det er godt og udviklende at overskride sine egne grænser, og man kan kun overskride grænser ved at gøre noget vildt. Åbenbart. Klassens stille pige overskrider sin egen grænse og udbryder hermed et rungende: “Dét er fandeme noget pis!”
Et sted mellem True Detective og et intensivt coaching-kursus fandt jeg en lille, men vigtig pointe. Den kan gøre vores verden til et bedre sted at være. Ja, det er lidt noget hippie-ævl om nysgerrighed, åbenhed og den slags. Men det virker!
Kender du det dér med at springe fra et punkt på todo-listen til det næste uden så meget som at trække vejret i mellemtiden? Det er en dum idé – det er en rigtig dum idé: Pauser rocks!
Det er åbenbart blevet decideret trendy at sætte mærkater og diagnoser på sig selv. Jeg er dermed helt med på vognen som erklæret introvert. Men jeg synes faktisk ikke, det er uproblematisk med alle de der kasser.
Jeg er blevet interviewet til Krifas digitale magasin, hvor jeg udtaler mig – forhåbentlig relativt klogt og sobert – om dét at være introvert på en arbejdsplads.
Den Stille Revolution er kampen for retten til at søge ro, til at være stille og til at være alene med sig selv – uden at andre sætter spørgsmålstegn ved det. Den Stille Revolution er den danske version af amerikanske Susan Cains initiativ, The Quiet Revolution.
Jeg bliver ikke stresset af at have travlt, jeg bliver stresset når jeg ikke har koncentration og fokus. Og det er lykkedes mig at lokalisere tre typer adfærd, der netop spænder ben for et koncentreret fokus. Så dem vil jeg nu straks aflægge mig. Eller noget.
Vi fortæller stolt, når vi har travlt. Men hvad nu, hvis travlhed ikke er ensbetydende med, at du er vigtig? Hvad hvis det er tegn på, at du ikke har styr på dine prioriteter?
Som skrigende introvert er det noget nær livsnødvendigt at finde ro i hverdagen. Det er bare ikke altid lige let. Jeg har dog haft nogenlunde held med disse hacks.
Hvad gør man, når sofaen kalder? Smider alt, hvad man har i hænderne for straks at lægge sig på langs? Eller anklager man sig selv for at være et dovent hundehovede, mens man bider tænderne sammen og knokler videre? Jeg gør det sidste. Men er det nu også dovenskab?