Psykologisk tryghed lyder som om, at det ‘bare’ handler om at have det godt på arbejde. Det gør det (også) men psykologisk tryghed siger først og fremmest noget om performance i vidensarbejde. Du får her tre gode råd til, hvordan du kan bidrage til den psykologiske tryghed – allerede i dag!
Vidensarbejdere er ikke det samme som fabriksarbejdere – at bruge hovedet er noget andet end at bruge hænderne. Vi skal droppe den ensidige samtale om hjemmearbejde og bytte den ud med en snak om, hvordan vi arbejder sammen. Dét kræver, at vi ser på vores forskelligheder, og på hvordan den menneskelige hjerne fungerer.
Alle de dér perfektionist-typer kunne med fordel lære at være mere dovne. At holde op med at gå efter 120 % og i stedet ‘bare’ levere godt. Når vi overgør vores arbejde, overbelaster vi os selv – og andre. Resultatet er dårligere opgaveløsning, flere fejl og øget risiko for at brænde os selv og andre ud. Jeg burde vide, hvad jeg taler om. Jeg taler selvfølgelig om mig selv.
Ledelsen er nogle højtflyvende fantaster, der ikke aner, hvordan virkeligheden ser ud i deres egen virksomhed. Medarbejderne er til gengæld dovne ignoranter, der obstruerer enhver fremgang. I virkeligheden burde begge lejre lære lidt om tillid. Spørgsmålet er bare, hvem der starter?
Når vi kalder noget for blødt, lyder det som hyggeligt flødeskum, der nemt kan undværes. Men hvis du vil levere værdi på en arbejdsplads, er dine såkaldt ‘bløde’ kompetencer decideret essentielle – med mindre du altså arbejder mutters alene. Så skulle vi ikke kalde kompetencerne noget andet end ‘bløde’?
På den ene side kan vi takke vores indbyggede stress-reaktion for, at vi forbliver i live. På den anden side giver konstant aktivering af stress så stor belastning af kroppen, at helbredet med tiden kommer under pres. Derfor er stresshåndtering ikke kun vigtigt for dit hoved. Det er også vigtigt for dit helbred.
Det er godt og udviklende at overskride sine egne grænser, og man kan kun overskride grænser ved at gøre noget vildt. Åbenbart. Klassens stille pige overskrider sin egen grænse og udbryder hermed et rungende: “Dét er fandeme noget pis!”
Et sted mellem True Detective og et intensivt coaching-kursus fandt jeg en lille, men vigtig pointe. Den kan gøre vores verden til et bedre sted at være. Ja, det er lidt noget hippie-ævl om nysgerrighed, åbenhed og den slags. Men det virker!
Kender du det dér med at springe fra et punkt på todo-listen til det næste uden så meget som at trække vejret i mellemtiden? Det er en dum idé – det er en rigtig dum idé: Pauser rocks!
Det er åbenbart blevet decideret trendy at sætte mærkater og diagnoser på sig selv. Jeg er dermed helt med på vognen som erklæret introvert. Men jeg synes faktisk ikke, det er uproblematisk med alle de der kasser.