Problemet med at forsøge at passe ned i en kasse

Det er åbenbart blevet decideret trendy at sætte mærkater og diagnoser på sig selv. Jeg er dermed helt med på vognen som erklæret introvert. Men jeg synes faktisk ikke, det er uproblematisk med alle de der kasser.

Hvorfor skal alle passe i den samme kasse?

På en skala fra 1 til Aspergers

Mere end én gang har jeg hørt mig selv sige, at det eneste, der holder mig fra at være skrigende autist, er en veludviklet social intelligens. Sandheden er, at jeg flere gange har overvejet, om dét i virkeligheden var løgn, og at jeg render rundt med en mild grad af Aspergers.

Jeg er nu ret sikker på, at jeg ikke har Aspergers, men jeg synes, det er yderst interessant – også i et større perspektiv end navlepilleriet – at et tilsyneladende normalt og velfungerende individ overhovedet får den tanke (ikke at der er et hak galt med at have Aspergers – eller andre autismeforstyrrelser, for den sags skyld).

For hvor pokker kommer dén fra, tanken?

Er du sød at klemme dig herned?

Hvis du spørger mig, kommer tanken, fordi vi i dag – på trods af et på overfladen frit samfund med frie muligheder – har et meget snævert normalitetsbegreb: Én enkelt kasse, som vi alle skal passe ned i. Når du er ‘rigtig’, er du udadvendt, jonglerer masser af bolde og elsker forandringer (men ikke for mange forandringer, mind you – for så har du sikkert ADHD).

Og dét er jo glimrende – hvis det altså er sådan du er. Inderst inde.

Det er knap så glimrende, hvis du ikke er sådan. Og det er jeg fx – åbenlyst – ikke: Når jeg er sammen med andre mennesker, vil jeg meget hellere lytte end tale. Lørdag aften vil jeg helst være hjemme at læse fremfor at være ude til fest. Og ja, jeg foretrækker, at tingene er planlagt frem for spontane.

“Du siger ikke så meget, hva’?”

Siden jeg var helt bette, er min stille opførsel langt hen ad vejen blevet vurderet negativt, fx gennem klassiske kommentarer som: “Nu må du ikke være så genert!”, “Du siger ikke så meget, hva’?” og “Arj, kom nu!”. Jeg har i det hele taget kunne forstå, at jeg ligesom burde … fylde noget mere: At min måde at være på var forkert.

Ingen spurgte mig, om jeg overhovedet havde lyst til at fylde mere. Eller om jeg måske i virkeligheden havde det helt fint med bare at være … stille.

Hvis jeg nu havde været én af de der fandenivoldske typer, så havde jeg sikkert været ligeglad. Men det er jeg ikke, så jeg har faktisk brugt ca. 20 år(!) af mit liv på at forsøge at lave om på mig selv. Og det lykkedes for så vidt også. På overfladen altså.

Uh, jeg er blevet in!

Til gengæld harmonerede det overhovedet ikke med alt det indeni, hvilket især de to pionérkvinder, Susan Cain og Elaine Aron, fik banket ind i hovedet på mig med deres respektive bøger ‘Quiet’ og ‘The Highly Sensitive Person’ samt de tilhørende begreber ‘introvert’ og ‘særlig sensitiv’, som jeg i dag glad og nærmest stolt klistrer på mig selv.

Så da TV2 og Alt For Damerne i samarbejde bragte en artikel om, at det ligefrem er blevet in at være introvert og sensitiv – og samtidig citerede eksperter for at sige, at: “Vi nærmest leder efter diagnoser – eller mærkater – vi kan forklare vores forskelligheder med” – havde de selvfølgelig min fulde opmærksomhed.

På den ene side synes jeg nemlig, at det er noget fis – eller i hvert fald problematisk – at vi sådan render rundt og smider mærkater og diagnoser efter os selv eller hinanden. På den anden side ved jeg jo udmærket godt, hvorfor jeg selv gør det. Jeg vil ligefrem gå så langt som til at sige, at dét at finde ‘mine’ mærkater har forandret mit liv (til det bedre, forstås).

Og så er vi tilbage ved kasse-snakken igen, for: Hvad gør man, hvis man ikke passer ned i den officielle kasse? Man finder selvfølgelig en anden kasse, sin egen kasse – den kasse, der passer. Men ville det ikke være meget bedre, hvis der ikke var nogen kasser, kun mennesker, personligheder og forskelligheder?

Så lad os smide kasserne væk og i stedet favne hinandens mangfoldighed – hvor skæv den end måtte være …!

Flere stille tanker:

Ku' du li', hvad du læste? STØT MED ET KLIK:
Flattr this

2 Comments

  1. Jeg synes, det er positivt, at vi er begyndt at bruge de ord til at beskrive os selv (os = introvert). Selvfølgelig er det en form for kasse, men det er vel i lige så høj grad et personlighedstræk, som det at sige, at man er kreativ eller andet?

    • Line

      Man kan i hvert fald vælge at bruge det som et redskab til at beskrive de forskelle, der er på os mennesker. Og så bliver det helt sikkert en god ting 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :) *