Et sted mellem True Detective og et intensivt coaching-kursus fandt jeg en lille, men vigtig pointe. Den kan gøre vores verden til et bedre sted at være. Ja, det er lidt noget hippie-ævl om nysgerrighed, åbenhed og den slags. Men det virker!
Kender du det dér med at springe fra et punkt på todo-listen til det næste uden så meget som at trække vejret i mellemtiden? Det er en dum idé – det er en rigtig dum idé: Pauser rocks!
Jeg er blevet piv-god til at stresshåndtere! Det er jo godt, men det er også skidt, for det har sendt mig i eksistentiel krise. Vejen gennem stress handler tilsyneladende om at mestre kunsten at være ligeglad. Heldigvis har jeg fundet løsningen på krisen. Tror jeg nok.
Det er åbenbart blevet decideret trendy at sætte mærkater og diagnoser på sig selv. Jeg er dermed helt med på vognen som erklæret introvert. Men jeg synes faktisk ikke, det er uproblematisk med alle de der kasser.
Jeg er blevet interviewet til Krifas digitale magasin, hvor jeg udtaler mig – forhåbentlig relativt klogt og sobert – om dét at være introvert på en arbejdsplads.
Jeg har indført et særligt begreb i min dagligdag: Tvungen langsomhed. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, så afstressende det kan være at tvinge sig selv til at bevæge sig i et adstadigt tempo.
Den Stille Revolution er kampen for retten til at søge ro, til at være stille og til at være alene med sig selv – uden at andre sætter spørgsmålstegn ved det. Den Stille Revolution er den danske version af amerikanske Susan Cains initiativ, The Quiet Revolution.
Vil du også gerne have mere tid? Så skulle du måske bruge mindre tid på sociale medier. Lettere sagt end gjort, siger du? Oh, dét ved jeg! Men jeg har nu fundet et par tricks, der kan noget.
Der findes to – og kun to – fornuftige svar, når andre mennesker beder dig om at gøre noget. Det ene er det lille ord ‘nej’.
Kender du den der fornemmelse af at alting haster? Det gør du nok. Spørgsmålet er bare, hvor ofte du oplever den? Nogle oplever den nemlig oftere end andre. Åbenbart.