Vi skal ikke kun tale hjemmearbejde – vi skal tale samarbejde!

Vidensarbejdere er ikke det samme som fabriksarbejdere – at bruge hovedet er noget andet end at bruge hænderne. Vi skal droppe den ensidige samtale om hjemmearbejde og bytte den ud med en snak om, hvordan vi arbejder sammen. Dét kræver, at vi ser på vores forskelligheder, og på hvordan den menneskelige hjerne fungerer.

Det uhørte ønske om at få lov til at fokusere

“Det er vigtigt, at du er tilgængelig,” bliver der sagt med et skeptisk løftet øjenbryn. Dét er den kommentar, jeg får, da jeg for snart mange år siden bad om at blive flyttet ind på et to-mands-kontor fremfor at sidde ude i storrummet, eftersom hjemmearbejde ikke kunne komme på tale.

At jeg var piv-stresset og havde svært ved at finde fokustid til de mere krævende opgaver, som jeg også havde ud over mit support-arbejde, dét var åbenbart ikke halvt så vigtigt. 

Jeg kunne fylde mange sider med lignende anekdoter fra alle de gange, hvor jeg på forskellige arbejdspladser har bedt om faste hjemmearbejdsdage.

Jeg er blevet opfattet som både mærkelig og besværlig (for slet ikke at tale om mistænkelig). På trods af at jeg altid har leveret, er blevet rost for min evne til samarbejde, og på trods af at jeg hver gang har begrundet ønsket med, at jeg arbejder mere effektivt og koncentreret hjemmefra – og bliver behørigt mindre stresset. 

Alle anekdoterne stammer ganske rigtigt fra før corona-nedlukningerne, og jo da, mange virksomheder er mere åbne over for hjemmearbejde i dag, men i mine øjne har vi stadig et problem. Samtalen om, hvordan vi bedst arbejder sammen, mangler nemlig fortsat. 

Hjemmearbejde er noget, der foregår om onsdagen

Før corona oplevede jeg, at billedet af Den Gode Medarbejder på en vidensarbejdsplads så sådan her ud: 

Vedkommende er placeret ved sit skrivebord i storrumskontoret 7,4 timer om dagen – når personen altså ikke er til møder. Medarbejderen leverer sit vidensarbejde, samtidig med at hun konstant svarer på beskeder i Indbakken – eller på virksomhedens foretrukne kanal for Instant Messages (jeg kigger på jer, Teams og Slack). Altså en slags kontor-pendant til fabriksarbejderen, hvor hænderne hele tiden er i gang. Også under møderne, ja, hvor beskeder stadig bliver besvaret i ét væk.

Lidt er der da sket efter corona: Ledere har opdaget, at deres medarbejdere rent faktisk arbejder, når de arbejder hjemme, og alle lader til at være positivt overraskede over, hvor latterligt meget man kan nå, når man ikke bliver forstyrret hele tiden. 

Alligevel er jeg nedslået over, hvor lidt der i praksis har rykket sig i tilgangen til samarbejde. Dét jeg hører fra arbejdspladserne er ikke meget mere end en accept af, at hjemmearbejde er kommet for at blive, hvorfor deres medarbejdere nu gerne må arbejde hjemme et par gange om ugen (helst om onsdagen – eller hvilken specifik ugedag ledelsen nu har sat sig på).

Samtalen handler med andre ord om logistik, ikke om menneskelige behov og samarbejde i praksis. Vi behandler stadig vidensarbejdere som fabriksarbejdere – nu får de bare lov til at være fabriksarbejdere hjemmefra engang imellem. 

Her kommer BREAKING-bjælken: Vidensarbejde er ikke det samme som fabriksarbejde!

Hjernens faldgruber i vidensarbejde

Vi skal holde op med at behandle vidensarbejdere, som var de fabriksarbejdere. Dét kræver, at vi baserer vores samarbejde på, hvordan den menneskelige vidensprocessor – a.k.a. hjernen – fungerer, ikke hvordan hænderne fungerer.

Menneskehjerner har de samme grundvilkår på tværs af hoveder, men i modsætning til hænderne er der langt større variation i hvilke omstændigheder, der får den enkelte hjerne til at fungere optimalt. Derfor skal vi ikke kun indrette vores arbejdspladser efter menneskehjernens grundvilkår. Vi skal også give plads til forskellighederne. Der er ingen one size fits all.

Menneskehjernens grundvilkår giver især to faldgruber, når det kommer til vidensarbejde. Den første faldgrube er, at hjernen skal bruge tid på at bearbejde skift i kontekst, så hvis du ofte og uden pause skifter rundt mellem dine opgaver, så bliver du ineffektiv og laver flere fejl.

Hvis du tror, at du kan løse problemet med multitasking, bliver du slemt skuffet. Ingen kan multitaske. Nej, heller ikke kvinder. Hjernen ‘shift-tasker’, dvs. at den zapper uhyggeligt hurtigt mellem opgaverne. Du får selv lov til at gætte på, hvad dét gør ved effektiviteten og kvaliteten af dit arbejde. 

Den anden faldgrube er, at vi mennesker er sociale dyr. Det betyder, at vores fokus instinktivt bliver hijacket af alt, der handler om at pleje vores relationer. Det kan være samtalen, vi overhører i storrumskontoret, eller notifikationen om en besked fra en kollega.

Multitasking gør os ineffektive og sjuskede. De sociale distraktioner gør os stressede og ulykkelige, fordi vi gerne vil hjælpe, men ikke kan håndtere det hele på én gang. 

Alle os special snowflakes

Oveni de to faldgruber kommer alle de personlige forskelle. Her taler vi om alt fra den enkeltes livssituation over almindelige forskelle i personligheder og præferencer og hele vejen til neurodiversitet og psykiske lidelser. Nogle har hjemmeboende børn, der forstyrrer hele tiden. Andre har kun en kat, som med uhyggelig præcision vælger kun at forstyrre under videomøder. Nogle er introverte, andre er ekstroverte, og andre igen ligger midt i mellem. Og så er der som sagt hele spektret af neurodiversitet og psykiske lidelser.

Skal vi virkelig tage hensyn til et par special snowflakes, når vi arbejder sammen på kryds og tværs, vil du måske spørge? Tja, du vil nok blive overrasket over, hvor mange special snowflakes, du er omgivet af til daglig. 

Ifølge Psykiatrifonden formodes:

• 3-4 % af alle voksne at have ADHD
• 1 % befinder sig på det autistiske spektrum
• 350.000-400.000 voksne danskere lider af angst,
• 300.000-375.000 har en depression. 
• 20 % af den danske befolkning kæmper aktuelt med psykisk sygdom.

Læg oveni alt dét tal fra Rockwoolfonden, der viser at ca. halvdelen af os jævnligt føler os stressede, mens ca. 10 % ofte er stressede. Og tallene går opad. Det kunne jo tyde på, at vi generelt gør et eller andet forkert i vores samfund, men det er en anden snak. 

Samarbejde er også en samtale om hjemmearbejde

Fremfor at møde hinanden med et skeptisk løftet øjenbryn, bliver vi nødt til at tale sammen. Og vi bliver nødt til at lytte, så vi kan få øje på nuancerne hos hinanden. 

Når jeg endelig – endelig! – hører noget, der minder om en behovs-samtale, så er den alt for ofte sort/hvid. Det er kontor-haderne mod kontor-elskerne! Sværger man til hjemmearbejde, tror man tilsyneladende, at alle andre har det på samme måde. Er man vild med kontoret, er man overbevist om, at den eneste vej til fælles forståelse og sammenhæng er at mødes jævnligt og hænge op af en tilfældigt udvalgt kaffemaskine. 

Vi mangler nuancer. Vi mangler bevidsthed om hjernens grundvilkår og menneskers forskelligheder. Og vi mangler i den grad forståelse for, at samarbejde er noget, der kun kan komme til at fungere, hvis vi taler om, hvordan vi gør det. Sammen skal vi finde løsninger, der passer på lige netop os og vores arbejde på lige netop vores arbejdsplads. 

Du kan være den modige, der kickstarter samtalen hos jer. 

Her er de fire ting, du skal tygge dig igennem sammen med dine kolleger:

1. Lav et visuelt overblik over jeres aktuelle opgaver, og hvem der sidder med hvad.
2. Skitser jeres arbejdsgange, som de er nu. 
3. Vær modige sammen og tal om, hvordan I hver især arbejder bedst – og værst. Hvad er der behov for at ændre?
4. Beslut derefter, hvordan I fremover gerne vil samarbejde, så I løser jeres opgaver mest effektivt og på en måde, så I hver især trives mest muligt.

Then do that!

PS Nåhja, jeg hjælper jer da meget gerne i gang. Jeg har i mange år hjulpet teams og organisationer til et bedre samarbejde. Det ville være mig en ære også at hjælpe jer.

Foto: Alex Kotliarskyi – Unsplash

Line Hviid
– Konsulent, coach, facilitator, blogger, podcaster og foredragsholder