BOG: Hjælp til sunde vaner
Min todo-liste og jeg har et problem. Eller … det er nok mest mig, der har problemet: Jeg stoler nemlig ikke på min egen liste. Så nu har jeg sendt os i terapi.
Blog
Jeg er fjollet med at vandre. Man er nemlig tvunget til at tage sig tid og til at være nærværende. Ville dét være smart at inkorporere i hverdagen også? Dét tror jeg nok, det ville! Her er mit bud på hvordan.
Et eller andet sted mellem True Detective og et intensivt coaching-kursus fandt jeg en lille, men vigtig pointe, som – sådan helt uden pis – kan gøre vores verden til et bedre sted at være (spoiler alert: Det er lidt noget hippie-ævl – du ved, om åbenhed og den slags).
Kender du det dér med at springe fra et punkt på todo-listen til det næste uden så meget som at trække vejret i mellemtiden? Det er en dum idé – det er en rigtig dum idé: Pauser rocks!
Vi skal lære at sige: “Pyt!” og “Nej!” og huske at være mega mindfulde, mens vi gør det – sådan tackler vi bedst stress! Dét er uden tvivl rigtigt. Men det er ikke hele sandheden – i hvert fald ikke for mig.
Jeg er blevet piv-god til at stresshåndtere. Hvilket har sendt mig direkte i eksistentiel krise. Men jeg har fundet vejen ud af den igen. Tror jeg nok.
Det er åbenbart blevet decideret trendy at sætte mærkater og diagnoser på sig selv. Jeg er dermed helt med på vognen som erklæret introvert. Men jeg synes faktisk ikke, det er uproblematisk med alle de der kasser.
Jeg er blevet interviewet til Krifas digitale magasin, hvor jeg udtaler mig – forhåbentlig relativt klogt og sobert – om dét at være introvert på en arbejdsplads.
Jeg har indført et særligt begreb i min dagligdag: Tvungen langsomhed. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, så afstressende det kan være at tvinge sig selv til at bevæge sig i et adstadigt tempo.
Jeg er jævnligt begyndt at spørge mig selv, om jeg er ved at dø. Det skyldes ikke, at jeg er ved at tillægge mig en særlig morbid tilgang til tilværelsen – jeg har bare fundet ud af, at netop dét spørgsmål kan virke nærmest magisk på stress-reaktioner.